Om Balder Johansen
 

Fra fristadens byggesjak til professionel byggeleder
Balder Johansen flytter i kollektiv på Christiania som 15-årig i 1980 og arbejder i varecentralen Indkøberen, byggemarkedet Den Grønne Hal og i flere forskellige byggesjak. Han arbejder på mange nybyggerier og renoveringsprojekter på fristaden blandt andet på Christianias største bygning Fredens Ark.

Balder Johansen engagerer sig i kulturlivet på Christiania og arrangerer sammen med venner og aktivister et utal af koncerter og kulturbegivenheder. Specielt i Den Grå Hal og i spillestedet Rockmaskinen, men også uden for fristaden. Navnene på plakaterne strækker sig fra lokale kunstnere til internationale navne som Bob Dylan, Rage Against the Machine, Ice Cube og mange flere.

I en årrække involverer han sig også i Roskilde Festivalen. Først som aktivist og senere med forskellige ansvarsområder. I en periode underviser han festivalens byggeledere og indfører arbejdsmiljøplaner i den tilbagevendende proces med at opbygge en sikker og bæredygtig festivalplads for publikum og medarbejdere.

Byggeleder for Egen Vinding & Datter
Balder Johansen slår sig ned på Nørrebro i begyndelsen af 1990’erne og engagerer sig i sit nye kvarter - både politisk og kulturelt. Sammen med lokale kræfter arbejder han for bevarelsen af Folkets Hus og Folkets Park i Stengade.

I 1994 hjælper han sammen med andre håndværkere ved en større renovering af et bofællesskab i et tidligere besat hus i Baldersgade. Byggeriet udføres af den kollektivt ledede entreprenørvirksomhed Egen Vinding & Datter som har base i Ringsted. Renoveringen fører til et varigt samarbejde, hvor gruppen af københavnske håndværkere danner en lokal afdeling af Egen Vinding & Datter i hovedstaden. Balder Johansen bliver daglig leder af byggeafdelingen og står i spidsen for nybyggeri og renoveringsopgaver på Sjælland.

Læs mere om Egen Vinding og Datter

LOGIK & CO. bliver skabt
Omkring årtusindskiftet er Egen Vinding & Datter vokset så meget, at virksomheden decentraliseres, og den københavnske byggeafdeling springer ud som selvstændig virksomhed: LOGIK & CO. Balder Johansen ansættes af den kollektive ledelse til at koordinere arbejdet og stå for den daglige styring af virksomheden. Et job, som han har varetaget lige siden.

I dag er LOGIK & CO. et prisbelønnet og anerkendt københavnsk byggefirma, der udfører alt fra ophængning af hylder til totalrenoveringer. Virksomheden har i de seneste år bygget saunaer på Helgoland og i Skovshoved Havn, søbad til vinterbadere i Hvidovre Havn, økologisk bageri til Grennessminde, indgangen til det nye Rockmuseum i Roskilde, flere containerboliger, tagpark på Birkegade, nye boliger på Fælledvej, et spektakulært Loop til beboerne i Værebroparken, forlystelser i Tivoli og sideløbende løst masser af håndværkeropgaver for københavnerne.


Bæredygtig frontløber
I en tid med fokus på klima, recirkulering og bæredygtighed har virksomheden i mange år stået i spidsen for udviklingen af bæredygtigt byggeri i København. Firmaets kombination af faglig ekspertise, kvalitetshåndværk og stærke sociale engagement er efterspurgt. Balder Johansen har med LOGIK & CO. sat helt nye standarder for kvalitetsbyggeri i hovedstaden. LOGIK & CO. har modtaget en stribe priser for sit virke: Erhvervslivets hæderskors, Københavns Bygningspris, Det Bæredygtige Element, Netværksprisen, Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris m.fl.
Virksomheden yder løbende gratis byggerådgivning og håndværksservice til en række sociale projekter med få midler til deres disposition. Blandt de mest kendte er Firkantens Festival, det traditionelle Brostensløb på Blågårds Plads og Fritidsakademiet.

Du kan læse mere på logik.dk

Social forandring er målet
Arbejdet med social forandring er hovedsigtet for Balder Johansens virke. Engagementet udmærker sig også ved, at Logik & CO er et af de byggefirmaer i Danmark, som tager absolut flest lærlinge. Her samarbejder firmaet løbende med Fritidsakademiet, Gadepulsen, Spydspidsen og Kriminalforsorgen for at give mennesker en ny chance.

Et tilbud til mennesker med en plet på straffeattesten eller en ufuldkommen uddannelse og begrænset erfaring på arbejdsmarkedet. Mange lokale danskere med indvandrerbaggrund samt storbyens skæve og kreative eksistenser finder et arbejdsfællesskab i LOGIK & CO.
Alle de udadvendte projekter skaber, sammen med det bæredygtige byggeri, en offentlig opmærksomhed omkring LOGIK og CO.  Derfor er Balder Johansen efterspurgt som byggepartner, rådgiver, foredragsholder, igangsætter, idemager og sparringspartner.

Se video fra Institut for Menneskerettigheder

Ildsjæl og iværksætter
Social ansvarlighed er Balder Johansens DNA. Sammen med LOGIK & CO. stiller han sig frivilligt til rådighed for mange lokale, sociale projekter. Han er en evig ildsjæl og aktiv i mange fonde og bestyrelser. Han har i flere år siddet i bestyrelsen for Byens Netværk, et tværfagligt netværk i byggebranchen for entreprenører, håndværkere, arkitekter og kunstnere. Balder er tilknyttet Fonden for de åbne rum, der arbejder for rum til social udfoldelse for alle københavnere, samt Fritidsakademiet (FRAK), der giver unge på kanten af samfundet en vej ind på arbejdsmarkedet. Balder Johansen er også tovholder i X-Fonden, der driver flere kollektivt ledede og bæredygtige virksomheder inden for bygge og anlæg, ejendomsdrift og servicefag.

Balder Johansen er københavner med stort K, med et hjerte, der banker for at skabe flere fristeder med plads og rum til alle i storbyen.

Kontakt til Balder Johansen gennem LOGIK & CO. Se kontaktoplysninger

Balder Johansen